| dbpprop:abstract
| - Swedish is a North Germanic language, spoken by around 10 million people, predominantly in Sweden and parts of Finland, especially along the coast and on the Åland islands. It is to a considerable extent mutually intelligible with Norwegian and to a lesser extent with Danish . Along with the other North Germanic languages, Swedish is a descendant of Old Norse, the common language of the Germanic peoples living in Scandinavia during the Viking Era. Standard Swedish is the national language that evolved from the Central Swedish dialects in the 19th century and was well established by the beginning of the 20th century. While distinct regional varieties descended from the older rural dialects still exist, the spoken and written language is uniform and standardized. Some dialects differ considerably from the standard language in grammar and vocabulary and are not always mutually intelligible with Standard Swedish. These dialects are confined to rural areas and are spoken primarily by small numbers of people with low social mobility. Though not facing imminent extinction, such dialects have been in decline during the past century, despite the fact that they are well researched and their use is often encouraged by local authorities. The standard word order is Subject Verb Object, though this can often be changed to stress certain words or phrases. Swedish morphology is similar to English, i.e. words have comparatively few inflections; there are two genders, no grammatical cases, and a distinction between plural and singular. Adjectives are compared as in English, and are also inflected according to gender, number and definiteness. The definiteness of nouns is marked primarily through suffixes, complemented with separate definite and indefinite articles. The prosody features both stress and in most dialects tonal qualities. The language has a comparatively large vowel inventory. Swedish is also notable for the voiceless dorso-palatal velar fricative, a highly variable consonant phoneme. (en)
- Svensk er et østnordisk sprog som tales først og fremmest i Sverige, på Åland og i dele af Finland af omkring 9. 500. 000 mennesker. Det er i nær slægt med dansk og norsk, og talere af de tre sprog har som regel små vanskeligheder med at forstå hinanden. Svensk skiller sig ud blandt andet med sin prosodi, som kan variere markant mellem forskellige dialektområder. I dette indgår både aspekter som tryk og i visse fald tone. Sproget har et relativt stort antal vokaler, som har både korte og lange varianter, og danner til sammen 18 vokalfonemer. Et unikt aspekt af svensk er også den såkaldte sje-lyd, som findes i mange forskellige dialektale varianter. Selv om lignende lyde, med tydelig labialiserende udtale, findes i mange sprog, er svensk muligvis det eneste sprog i verden som benytter lyden som et fonem. Også den svenske udtale af den skrevne vokal u (både som lang [ʉ] og kort [ɵ]) er globalt set ualmindelig, selv om udtalen i forskellige svenske dialekter varierer. Rigssvensk er den almindelige benævnelse på standardsproget som bruges i medier, presse og kommunikation mellem personer fra forskellige dialektområder, og er baseret på dialekterne omkring Stockholm og Mälardalen. Selv om distinkte regionale varianter baseret på lokale dialekter bruges, er både det talte og skrevne rigssprog standardiseret og enhedlig i hele landet. Nogle af de mere traditionelle bydialekter skiller sig markant fra rigssvensk i grammatik, ordforråd og også fonologi, og nogle kan være vanskelige for udenforstående at forstå. Disse dialekter kaldes af sprogforskere bymål, sockenmål eller bondska, og tales af relativt få mennesker i små byer, ofte med lav social mobilitet. Selv om mange af disse dialekter ikke risikerer at uddø inden nær fremtid, er dialekternes udbredelse mindsket i løbet af 1900-tallet, til trods for at de er vel kortlagt og ofte opmuntres af lokale myndigheder i Sverige. (da)
- El sueco es una lengua germánica del Norte de Europa, hablada por entre 9 y 14 millones de personas. La mayoría de ellos son de Suecia, Finlandia y en las Islas Åland, donde la lengua es oficial. El sueco es una de las lenguas nórdicas, junto con el danés y el noruego, subgrupo de las lenguas germánicas dentro de la familia de las lenguas indoeuropeas. El sueco, al igual que el resto de lenguas nórdicas, es una evolución del nórdico antiguo, hablado en Escandinavia durante la época vikinga. Hasta cierto punto, es mutuamente comprensible con dialectos del noruego hablado, aunque bastante menos con el danés. El sueco estándar es la lengua nacional que evolucionó a partir de los dialectos del centro de Suecia durante el siglo XIX y se estableció completamente a principios del siglo XX. Si bien en la actualidad existen todavía varios dialectos rurales, el idioma hablado y escrito es uniforme y estándar con más del 99% de habitantes adultos alfabetizados. Algunos de los dialectos genuinos difieren considerablemente del sueco estándar en gramática y vocabulario y no siempre son mutuamente comprensibles con el sueco . Estos dialectos están confinados a áreas rurales con poca movilidad social. Si bien no están en peligro de desaparición, las poblaciones que hablan estos dialectos se están reduciendo a pesar de los esfuerzos de las autoridades regionales para preservar su uso.El sueco se distingue por su prosodia, que difiere considerablemente entre variedades. Ésta incluye tanto cualidades de acento como de tono. La existencia de dos tonos lingüísticos es un fenómeno compartido con el idioma noruego estándar, pero no con el danés. El idioma tiene nueve sonidos vocales que se distinguen por su longitud y cualidades, con lo que se forman 17 fonemas vocales. El sueco es también notable por la existencia de un fonema dorso-palatal velar fricativo sordo, un sonido que se encuentra en muchos dialectos, incluyendo las formas más prestigiosas del idioma estándar. Aunque similar a otros sonidos con distintas cualidades labiales, hasta ahora no se ha ubicado en otros idiomas; se asemeja parcialmente a una pronunciación simultánea de una sh-inglesa y una j-castellana. En el idioma escrito, este sonido se representa por combinaciones como sk-, skj, stj-, sj- y otras. (es)
- Schwedisch ist eine der skandinavischen Sprachen und gehört zu den germanischen Sprachen. Damit ist das Schwedische auch Teil der indogermanischen Sprachfamilie. Schwedisch ist de facto die Amtssprache in Schweden sowie teilweise auch in Finnland. In Finnland legt ein Sprachgesetz fest, dass es auf nationaler Ebene eine gleichberechtigte Amtssprache neben Finnisch ist und auf kommunaler Ebene in Gemeinden mit einem gewissen schwedischsprachigen Bevölkerungsanteil alleine oder neben Finnisch Amtssprache ist. In Schweden ist der offizielle Status der schwedischen Sprache noch nicht durch ein Gesetz festgelegt. Die schwedische Regierung hat jedoch im März 2008 eine Gesetzesinitiative gestartet mit dem Ziel eines neuen Sprachgesetzes zum 1. Juli 2009. Dieses würde Schwedisch auch offiziell zur Amtssprache in Schweden machen. Schwedisch wird von etwa 8,5 Millionen Menschen als Muttersprache gesprochen, von denen etwa 8 Millionen in Schweden und knapp 290. 000 als finnlandschwedische Minderheit in Finnland leben.In Finnland gibt es in den Landschaften Uusimaa und Itä-Uusimaa einige überwiegend schwedischsprachige Gemeinden und in Pohjanmaa sowohl einige überwiegend schwedischsprachige als auch mehrere einsprachig schwedische Gemeinden. Die schwedischsprachigen Schulkinder in den einsprachig schwedischen und den zweisprachigen Gemeinden werden in ihrer Muttersprache unterrichtet. Für die finnischsprachigen Kinder ist Schwedisch ein Pflichtfach als Fremdsprache und war bis 2004 obligatorisches Fach in der Abiturprüfung. In Turku befindet sich die einzige rein schwedischsprachige Universität Finnlands, die Åbo Akademi. Die autonome Inselgruppe Åland ist die einzige offiziell einsprachige Region im sonst zweisprachigen Finnland: Hier wird nur Schwedisch gesprochen, und Finnisch ist in den Schulen nur ein Wahlfach . Das hier gesprochene Åländisch, das dem Reichsschwedischen zugeordnet wird, weist Einflüsse aus dem Norrländska und Gutamål auf. Von der ehemaligen schwedischsprachigen Volksgruppe in Estland, den so genannten Estlandschweden oder Küstenschweden, blieben seit ihrer Massenemigration nach Schweden während des Zweiten Weltkriegs fast nur ältere Menschen. In neuerer Zeit sind aber einige Estlandschweden zurückgekehrt, und heute wird Schwedisch in den Schulen der ehemals schwedischsprachigen Landesteile unterrichtet. Überdies wird Schwedisch von etwa einer Million Einwanderern in Schweden gesprochen. Das früher auf Gotland gesprochene Gutnisch oder Gutamål gilt als eine eigenständige germanische Sprache. Es darf nicht mit Gotländisch verwechselt werden, welches ein vom Gutnischen beeinflusster schwedischer Dialekt ist. Die Sprachkennung nach der Norm ISO 639 ist sv beziehungsweise swe . Schweden können sich relativ problemlos mit Norwegern und Dänen unterhalten. Hierbei gibt es allerdings regionale Unterschiede. So verstehen die Schweden im Süden, vor allem in Schonen, wegen der nahen Verwandtschaft ihres Dialekts mit dem Dänischen die Dänen relativ gut. Einwohner in Westschweden haben dagegen große Probleme mit dem Dänischen, dafür aber kaum Schwierigkeiten mit dem Norwegischen. (de)
- Ruotsi on germaanisten kielten skandinaaviseen kieliryhmään kuuluva kieli, jota puhuu maailmanlaajuisesti noin 9-10 miljoonaa ihmistä. Ruotsin kieli on Ruotsin kansalliskieli ja toinen Suomen kansalliskielistä. Suomalaisista noin 5,4 prosenttia puhuu ruotsia äidinkielenään (ks. suomenruotsi). Ruotsissa sillä on käytännössä ainoan virallisen kielen asema, vaikka maan lainsäädäntö ei käsitettä tunne. Ruotsi on myös yksi Euroopan unionin virallisista kielistä. Ruotsi on sukua norjalle, tanskalle, islannille ja fäärille. Yhdessä tanskan sekä kirjanorjan kanssa Ruotsi muodostaa skandinaavisten kielten itäisen ryhmän. Ruotsille – ja yleensä skandinaavisille kielille – ovat ominaisia enkliittiset määräiset artikkelit . Kieliopillisia sukuja on kirjakielessä kaksi. Riikinruotsia, eli Ruotsissa puhuttavaa ruotsia puhuttaessa painollisella tavulla on laskeva tai nouseva korko (esimerkiksi áxel 'olkapää', àxel 'akseli'). Ruotsin ensimmäiset kirjalliset muistomerkit ovat riimukiviä keski- ja myöhäisrautakaudelta, jolloin skandinaaviset kielet olivat vielä saman kielen murteita. Lopullisesti ruotsi ja tanska lähtivät omille teilleen vasta uskonpuhdistusten ja erillisten raamatunkäännösten myötä. Vielä nytkin rajanveto muihin skandinaavisiin kieliin on vaikeaa – Skånessa käytettävä murre Etelä-Ruotsissa lasketaan Tanskan murremaantieteessä erääksi tanskan muodoksi. (fi)
- Le suédois est une langue germanique parlée en Suède, en Finlande et en Estonie. (fr)
- Lo svedese ([?]) è una lingua appartenente al sottogruppo delle lingue scandinave, del gruppo delle lingue germaniche settentrionali, della famiglia delle lingue indoeuropee ed è parlato da più di dieci milioni di persone prevalentemente in Svezia ed in alcune zone della Finlandia soprattutto lungo le coste e nelle isole Åland. Lo svedese ed il norvegese sono considerati abbastanza intelligibili l'uno con l'altro, mentre minore è l'intelligibilità reciproca tra svedese e danese. Assieme alle altre lingue germaniche settentrionali, lo svedese discende dall'antico nordico, la lingua comune dei germani che vivevano in Scandinavia durante l'Era vichinga.Lo svedese ha la particolarità di non essere lingua ufficiale nel suo paese d'origine. Nonostante sia parlato comunemente dalla popolazione, la Svezia non ha mai emesso un atto politico che lo riconoscesse come lingua ufficiale.Lo svedese standard è la lingua nazionale evolutasi a partire dai dialetti svedesi centrali nel XIX secolo come è stato stabilito all'inizio del XX secolo. Malgrado esistano ancora distinte varietà regionali discendenti dai vecchi dialetti rurali, la lingua parlata e scritta è uniforme e standardizzata. Alcuni dialetti differiscono considerevolmente dalla lingua standard nella grammatica e nel vocabolario e non sono sempre mutualmente intelligibili con lo svedese standard. Questi dialetti sono parlati in aree rurali e principalmente da un piccolo numero di persone con bassa mobilità sociale. Sebbene non siano in pericolo di un’imminente estinzione, simili dialetti sono stati in declino durante il secolo scorso, a dispetto del fatto che sono ben studiati e che il loro uso è spesso incoraggiato dalle autorità locali.L’ordine standard delle parole è Soggetto Verbo Oggetto, sebbene questo possa essere spesso modificato per sottolineare alcune parole o frasi. La morfologia svedese è simile a quella inglese, per esempio le parole subiscono una minima flessione, ci sono due generi grammaticali, non ci sono casi e c’è distinzione tra plurale e singolare. Gli aggettivi sono comparati come in inglese e sono anche flessi secondo genere, numero e determinazione. La determinazione dei sostantivi è segnata principalmente attraversso suffissi (uscite), complementate con articoli determinativi ed indeterminativi. La prosodia mostra sia l’accento che, in molti dialetti, le qualità tonali. La lingua ha un inventario vocalico abbastanza grande. Lo svedese è anche interessante per la fricativa dorso-palatale velare, un fonema consonantico altamente instabile. (it)
- スウェーデン語（スウェーデンご）（svenska）は、インド・ヨーロッパ語族ゲルマン語派北ゲルマン語群東スカンジナビア諸語に属する言語である。主にスウェーデンで使用される。 (ja)
- Het Zweeds (svenska) is een Noord-Germaanse of Scandinavische taal met ongeveer 9 miljoen sprekers. Het is de meestgesproken taal in Zweden en een van de officiële talen van Finland . In de Finse autonome provincie Åland is het Zweeds de enige officiële taal. Het Zweeds is nauw verwant aan de andere twee vasteland-Scandinavische talen, het Deens en het Noors. Het Zweeds en het Noors, en in iets mindere mate het Deens, zijn onderling redelijk verstaanbaar. Sommige woorden zijn anders, grammaticaal komen de talen overeen. De spelling is wel verschillend.De woordenschat van het Zweeds bestaat bijna geheel uit Germaanse woorden. Er zijn wel wat leenwoorden uit vooral het Latijn, Frans en Duits. Tegenwoordig worden er veel woorden uit het Engels overgenomen, al dan niet aangepast of letterlijk vertaald . Kenmerkend voor de uitspraak van het Zweeds is de melodie: het is een toontaal. Er bestaan twee verschillende toonaccenten, en deze kunnen betekenisonderscheidend zijn. Het woord anden betekent, afhankelijk van de intonatie, "de eend" of "de geest". Hoe de toonaccenten daadwerkelijk worden uitgesproken is sterk afhankelijk van waar de spreker vandaan komt. In het zuiden onderscheidt men de tonen meer in de lengte dan in de toonhoogte. Bovendien wordt een woord alleen met toonaccent uitgesproken wanneer het een belangrijke grammaticale functie in een zin vervult.De standaardtaal is het Rijkszweeds (rikssvenska) en is gebaseerd op de dialecten rond Stockholm en het Mälardal. Andere varianten van het Zweeds zijn het Finland-Zweeds en Estland-Zweeds. (nl)
- Svensk er et østnordisk språk som snakkes først og fremst i Sverige, på Åland og i deler av Finland av rundt 9 000 000 mennesker. Det er i nær slekt med dansk og norsk, og brukere av de tre språkene har som regel små vanskeligheter med å forstå hverandre. Svensk skiller seg ut blant annet med sin prosodi, som kan variere markant mellom ulike dialektområder. I dette inngår både aspekter som trykk og i visse fall tone. Språket har et relativt stort antall vokaler, som har både korte og lange varianter, og danner til sammen 18 vokalfonemer. Et unikt aspekt av svensk er også den såkalte sje-lyden, som finnes i mange ulike dialektale varianter. Selv om lignende lyder, med tydelig labialiserende uttale, finnes i mange språk, er svensk muligens det eneste språket i verden som benytter lyden som et fonem. Også den svenske uttalen av den skrevne vokalen u (både som lang [ʉ] og kort [ɵ]) er globalt sett uvanlig, selv om uttalen i ulike svenske dialekter varierer. Rikssvensk er den vanlige benevnelsen på standardspråket som brukes i medier, presse og kommunikasjon mellom personer fra ulike dialektområder, og er basert på dialektene rundt Stockholm og Mälardalen. Selv om distinkte regionale varianter basert på lokale dialekter brukes, er både det talte og skrevne riksspråket standardisert og enhetlig i hele landet. Noen av de mer tradisjonelle bygdedialektene skiller seg markant fra rikssvensken i grammatikk, ordforråd og også fonologi, og noen kan være vanskelige for utenforstående å forstå. Disse dialektene kalles av språkforskere bygdemål, sockenmål eller bondska, og tales av relativt få mennesker i små bygder, ofte med lav sosial mobilitet. Selv om mange av disse dialektene ikke risikerer å dø ut innen nær framtid, har dialektenes utbredning minska i løpet av 1900-tallet, til tross for at de er vel kartlagt og ofte oppmuntres av lokale myndigheter i Sverige. (no)
- Język szwedzki (szw. svenska) – język północnogermański wschodni, używany głównie w Szwecji i częściach Finlandii, przez ok. 9 mln ludzi. Jest dość dobrze zrozumiały dla Norwegów i w mniejszym stopniu także dla Duńczyków. Język standardowy w Szwecji, tzw. rikssvenska oparty jest na dialektach regionu sztokholmskiego.W mowie potocznej używane są powszechnie wyraźne dialekty. Większość jest jednak doskonale zrozumiała dla pozostałych użytkowników języka szwedzkiego. Obecnie można wyróżnić dwa zespoły dialektów: w Szwecji i Finlandii, jednak istnieje też zespół dialektów języka szwedzkiego z Estonii, jednak prawie wszyscy Estońscy Szwedzi opuścili Estonię po zajęciu jej przez Armię Czerwoną. W południowej części Szwecji – Skanii – język mówiony uległ silnym wpływom duńskim, z bardzo gardłową wymową. Ludność Wysp Alandzkich mówi dialektem zbliżonym do północnosztokholmskiego. Większość zapożyczeń w języku szwedzkim pochodzi z języków: niemieckiego, francuskiego i angielskiego, pośrednio z łaciny i greki. Charakterystyczną cechą języka szwedzkiego jest obfitość samogłosek, posiadających 9 fonemów podstawowych, a wliczając w nie rozróżnienie między długimi i krótkimi samogłoskami – 17 fonemów samogłoskowych. Szwedzka spółgłoska sj (sje-ljudet), której dialektalne warianty odpowiadają w przybliżeniu głoskom sz lub ś, w wersji podstawowej nie ma odpowiednika w innych językach. (pl)
- A língua sueca (em sueco svenska) é uma das três línguas germânicas setentrionais (ou línguas escandinavas). É falada por nove milhões de pessoas, predominantemente na Suécia e em partes da Finlândia, especialmente na costa e nas ilhas Åland. É mutuamente inteligível com as outras três línguas escandinavas, o dinamarquês, o norueguês e o islandês, sobretudo com o segundo e menos com o terceiro. (pt)
- Шве́дский язы́к (швед. svenska) — язык восточной подгруппы скандинавской группы, на котором говорят в Швеции, части Финляндии и на автономных Аландских островах. Самый распространённый язык Скандинавии с более чем девятью миллионами говорящих. (ru)
- Svenska är ett östnordiskt språk som talas av över tio miljoner människor i Sverige och Finland, i det senare landet särskilt i kustområdena och på Åland. Det är i stort sett ömsesidigt begripligt med norska och danska. Liksom de övriga nordiska språken härstammar svenskan från en gren av fornnordiska, den gemensamma språkstammen för de germanska folken i Skandinavien. Rikssvenska är, i Sverige, en benämning på den standarddialekt som sedan 1800-talet utvecklats ur mellansvenska dialekter och varit väletablerad sedan början av 1900-talet. I Finland används benämningen rikssvenska också i en vidare betydelse, som motsats till finlandssvenska. Trots att många regionala varianter med rötter i äldre lokala dialekter fortfarande talas är både talspråk och särskilt skriftspråk i hög grad standardiserade. Vissa dialekter kan skilja sig väsentligt från standardspråket i fråga om grammatik och ordförråd och är inte alltid ömsesidigt begripliga med standardsvenska. Trots att de inte är omedelbart hotade av att dö ut har de lokala dialekterna varit på tillbakagång sedan början av 1900-talet, trots att många är välutforskade och trots att användningen idag ofta uppmuntras. Den vanligaste ordföljden är subjekt-verb-objekt, även om detta kan variera i vissa typer av fraser. Svenskans morfologi har förhållandevis få böjningar; det finns två grammatiska genus, och det finns inga egentliga kasus, även om äldre beskriver två, nominativ och genitiv) och substantiven skiljer mellan singular och plural. Adjektiven kan kompareras och böjs också enligt genus, numerus och bestämdhet. Bestämd och obestämd form på substantiv markeras främst genom suffix, ändelser, och kan komplementeras med artiklar. Prosodin har aspekter av såväl betoning och i de flesta dialekter även vissa tonala drag. Svenskan har en förhållandevis stor mängd vokaler och har även ett mycket flexibelt fonem i det så kallade sje-ljudet. (sv)
- 瑞典語（Svenska，发音 ）是北日耳曼语（也称为斯堪的那维亚语）的一种，主要使用地区为瑞典、芬兰（尤其是奥兰岛），使用人数超过九百万人。它和斯堪的那维亚地区另外两种语言——丹麦语和挪威语——是相通语言。和其它北日耳曼语一样，瑞典语来源于古诺尔斯语。古诺尔斯语是维京时期斯堪的那维亚地区通用语言。瑞典成人的识字率高达99%。标准瑞典语是瑞典官方语言，来源于19世纪瑞典中部的方言，并在20世纪初固定下来。标准瑞典语的口语和书面语是统一且标准化的。如今从一些古老的偏远地区的方言演化下来的其它语言变体依旧存在，部分方言和标准瑞典语在语法和词汇上有很大区别，已经不能称为相同语言。这些方言只在很偏僻的地区使用，并且使用的人数很少，而这些人社会流动性很低。虽然目前没有迹象这些语言将成为死语，有很多学者认真研究这些方言，并且当地政府也鼓励人们使用这些方言，但是自上个世纪以来，使用这些方言的人数还是逐渐减少。瑞典语标准语序是主谓宾结构，有时为了强调某些词会更改语序。瑞典语的构词学和英语相近，词形变化相对较少；有两种词性，没有语法上的格（以前的研究认为有两种格，主格和属格）；单数和复数之间有区别。形容词根据词性、数量和限定范畴的不同发生改变。名词的限定范畴通过不同后缀来表示，同时前面加以定冠词和不定冠词。韵律特征体现在重音和声调上。瑞典语有大量元音。瑞典语还以清硬颚软颚擦音而著称，这是一种变化复杂的辅音音位。 (zh)
|
![[RDF Data]](/statics/sw-cube.png)
