| dbpprop:abstract
| - Latin (lingua Latīna, pronounced) was historically spoken in Latium and Ancient Rome. Through the Roman conquest, Latin spread throughout the Mediterranean and a large part of Europe. Languages such as Italian, French, Catalan, Romanian, Spanish, and Portuguese are descended from Latin, while many others, including English, have inherited and acquired much of their vocabulary from Latin. It was the international language of science and scholarship in central and western Europe until the 17th century. There are two varieties of Latin: Classical Latin, the literary dialect used in poetry and prose, and Vulgar Latin, the form of the language spoken by ordinary people. Vulgar Latin was preserved as a spoken language in much of Europe after the decline of the Roman Empire, and by the 9th century diverged into the various Romance languages. After the fall of the Western Roman Empire, Latin survived as the lingua franca of educated classes in the West, and this survival was reinforced by the adoption of Latin by the Catholic Church. In this milieu, it survived as a mother tongue at least into the second millennium A.D. and is referred to as Medieval Latin. The Renaissance briefly reinforced the position of Latin as a spoken language, through its adoption by the Renaissance Humanists. After the 16th century, the popularity of Medieval Latin began to decline. Few people still speak it in the present day. Latin lives on in the form of Ecclesiastical Latin used for edicts and papal bulls issued by the Catholic Church. Much Latin vocabulary is used in science, academia, and law. Classical Latin, the literary language of the late Republic and early Empire, is still taught in many primary, grammar, and secondary schools, often combined with Greek in the study of Classics, though its role has diminished since the early 20th century. The Latin alphabet, together with its modern variants such as the English, Spanish and French alphabets, is the most widely used alphabet in the world. (en)
- Latin er et sprog, der blev talt i oldtidens Rom, og som har været brugt som internationalt sprog indtil midten af 1800-tallet. Latin er stadig Vatikanets officielle sprog, og dér er latin stadig i brug som talt sprog. Latin hører til den italiske gruppe af de indoeuropæiske sprog sammen med de uddøde sprog oskisk og umbrisk. Latin er egentlig betegnelsen på den dialekt, der blev talt i det antikke Latium (Lazio), dvs. landskabet syd for Rom. Efterhånden som Rom underlagde sig resten af Italien og siden landene omkring Middelhavet, voksede latin i indflydelse, og latin blev administrationssprog i den vestlige del af Romerriget. I øst holdt man derimod fast ved græsk, der var blevet udbredt efter Alexander den Stores erobringer, og som alle dannede romere alligevel talte. Der var i oldtiden forholdsvis stor forskel på det lærde, klassiske latin, som blev brugt i litteratur og offentlige taler, og som er det sprog, man endnu i dag lærer i traditionel latin-undervisning, og det enklere, folkelige vulgærlatin, som mest blev brugt i daglig tale, men som vi også kan se spor af i f. eks. komedierne og Petronius' Satyricon. Fra omkring 300 e.Kr. blev latin den vestlige kirkes sprog, en stilling, som sproget fastholdt gennem hele middelalderen. Latin blev dermed det internationale sprog, hvorpå lærde og videnskabsmænd i det vestlige Europa udvekslede tanker og opdagelser. Skønt Luther afskaffede latin som gudstjenestesprog, beholdt latinen også efter Reformationen sin plads på Københavns Universitet og andre europæiske universiteter. Det var almindeligt at skrive videnskabelige værker på latin indtil midten af 1800-tallet. Det blev herefter især tysk, der kom i brug, bl.a. af den klassiske filolog Johan Nicolai Madvig, for engelsk tog først over hundrede år senere.Da Romerriget brød sammen og de enkelte provinser faldt i forskellige germanske kongers hænder, begyndte det latinske sprog også at blive splittet op i en række vulgærlatinske dialekter, der til sidst var så forskellige fra hinanden, at der var tale om forskellige sprog, de romanske sprog. I lang tid blev man ved med at skrive på klassisk latin, som man altid har gjort, og det er først i det 9. årh., vi finder de tidligste tekster på romansk. På det tidspunkt har det talte sprog bevæget sig så langt væk fra det skrevne sprog, at almindelige mennesker næppe har kunnet forstå ret meget af de lærdes latin. Sproget i provinserne kom også under indflydelse af disses oprindelige sprog. (da)
- El latin es una lengua de la familia indoeuropea de la rama itálica que fue hablada en la antigua República Romana y el Imperio Romano desde el siglo IX a. C. Su nombre deriva de la existencia de una zona geográfica de la península itálica denominada Vetus Latium o 'Antiguo llano' (hoy llamado Lacio). Ganó gran importancia con la expansión del estado romano, siendo lengua oficial del imperio en gran parte de Europa y África septentrional, junto con el griego. Como las demás lenguas indoeuropeas en general, el latín era una lengua flexiva de tipo fusional con un mayor grado de síntesis nominal que las actuales lenguas romances, en la cual dominaba la flexión mediante sufijos, combinada en determinadas veces con el uso de las preposiciones; mientras que en las lenguas modernas derivadas dominan las construcciones analíticas con preposiciones, habiéndose reducido la flexión nominal a marcar sólo el género y el plural, conservando los casos de declinación sólo en los pronombres personales . Aunque el latín en su forma clásica actualmente no es la lengua nativa de ningún grupo y, por tanto, es una lengua muerta, éste dio origen a un gran número de lenguas europeas, denominadas lenguas romances, como el castellano, el francés, el italiano, portugués, el catalán, el gallego, el rumano, y otras de menor difusión, y también ha influido en las palabras de las lenguas modernas, como consecuencia de que durante muchos siglos, después de la caída del Imperio Romano, continuó usándose en toda Europa como lingua franca para las ciencias y la política, sin ser seriamente amenazada en esa función por otras lenguas en auge hasta prácticamente el siglo XIX. Actualmente es idioma cooficial en la Ciudad del Vaticano junto al italiano. En la Iglesia Católica, se usaba como lengua litúrgica hasta el Concilio Vaticano II en los sesenta. También se usa para los nombres binarios de la clasificación científica del reino animal y vegetal, así como para denominar figuras o instituciones del mundo del Derecho. El estudio del latín, junto con el del griego clásico, es parte de los llamados estudios clásicos, y aproximadamente hasta los años sesenta fue estudio casi imprescindible en las Humanidades. El alfabeto latino, derivado del alfabeto griego, todavía es el alfabeto más usado del mundo con diversas variantes de una lengua a otra. (es)
- Latein (lat. lingua latina ‚lateinische Sprache‘) ist eine indogermanische Sprache, die ursprünglich von den Latinern, den Bewohnern von Latium mit Rom als Zentrum, gesprochen wurde. Es war Amtssprache des Römischen Reichs und wurde so zur dominierenden Verkehrssprache im westlichen Mittelmeerraum. Während sich aus der gesprochenen Umgangssprache, dem so genannten Vulgärlatein, die romanischen Sprachen entwickelten, blieb das Latein der römischen Schriftsteller auch als tote Sprache bis in die Neuzeit die führende Sprache der Literatur, Wissenschaft, Politik und Kirche. Gelehrte wie Thomas von Aquin, Petrarca, Erasmus, Luther, Nicolaus Copernicus, Descartes oder Newton haben Werke in Latein verfasst. Bis ins 19. Jahrhundert wurden die Vorlesungen an den Universitäten in ganz Europa auf Latein gehalten, in Polen und Ungarn war Latein bis dahin Amtssprache. In Tausenden von Lehn- und Fremdwörtern sowie Redewendungen ist Latein heute auch in nichtromanischen Sprachen wie Deutsch oder Englisch präsent. Bei der Bildung neuer Fachbegriffe wird immer wieder auf Latein zurückgegriffen. Wegen seiner enormen Bedeutung für die sprachliche und kulturelle Entwicklung Europas wird Latein an vielen Schulen und Universitäten, vor allem in Deutschland, gelehrt. Für manche Studiengänge sind Lateinkenntnisse oder das Latinum nötig. (de)
- Latina (lat. lingua Latina, sermo latinus) on indoeurooppalainen kieli, jota puhuttiin alun perin vain Roomassa ja sitä ympäröivällä Latiumin alueella Italiassa. Rooman valtakunnan hallinnon kielenä se levisi laajalle synnyinseutunsa ulkopuolelle. Nykyään latina on sammunut kieli, koska sitä ei enää puhuta äidinkielenä. Latina pysyi silti pitkään tieteen ja taiteen oppineiden yhteisenä lingua francana, kunnes ranska syrjäytti sen. Latina ei kuitenkaan hävinnyt tyystin. Romaaniset kielet, kuten espanja ja ranska, kehittyivät klassisen latinan puhutusta muodosta, vulgaarilatinasta. Paitsi Euroopassa, romaanisia kieliä puhutaan myös kaikkialla Latinalaisessa Amerikassa. Romaaniset kielet eivät välttämättä eroa toisistaan kiinan ja arabian murteita enempää, vaikka ne luetaan eri kieliksi. Näin ajateltuna latina eri muodoissaan on edelleen maailman puhutuimpia kieliä. Joissakin yhteyksissä latina on pysynyt käytössä jatkuvasti ja sitä opetetaan yhä kouluissa ja yliopistoissa eri maissa. Se on nykyäänkin katolisen kirkon pääkieli ja sitä käytetään edelleen lääketieteen tautiluokituksissa, eliöiden tieteellisissä nimissä ja oikeustieteen periaatteiden nimityksissä. Latinan sanasto on laajemminkin käytössä lainasanojen muodossa lukuisissa nykyään puhutuissa kielissä. (fi)
- Le latin est une langue italique de la famille des langues indo-européennes, langue-mère des langues romanes. Si ce n'est plus une langue vernaculaire depuis longtemps, elle continue d'être utilisée et développée comme langue écrite dans certains contextes (liés au Catholicisme, principalement). Langue flexionnelle, elle comporte sept cas pour deux nombres et trois genres. Munie d'un alphabet propre de 24 lettres, elle possède 6 voyelles et 18 consonnes. Son lexique, d'origine indo-européenne, comporte de nombreux emprunts au grec. Utilisé par les Romains à partir du début du I millénaire av. J.-C., le latin acquiert une importance de plus en plus grande avec l'expansion de l'État romain du II siècle av. J.-C. au II siècle. Langue officielle de l'Empire elle se répand dans la majeure partie de l'Europe, de l'Afrique du Nord et de l'Asie mineure. Lors de la chute de l'Empire d'Occident au V siècle, les envahisseurs adoptent le mode de pensée romaine et la langue latine afin d'asseoir leur légitimité. Le latin n'est pourtant plus dès cette époque une langue vernaculaire. Tout au long du Haut Moyen-Âge, le latin reste la langue des actes officiels, de la diplomatie, de la liturgie et de la littérature. Durant la suite du Moyen Âge, les langues locales s'affirment au plan littéraire et intérieur mais le latin reste influent aux plans diplomatique, juridique, scientifique et philosophique; de plus, de nombreuses langues vernaculaires en dérivent et de nombreux mots des langues non romanes lui empruntent du vocabulaire. Il est réformé vers 800 et au XI siècle sur le modèle du latin classique afin d'éviter une dérive vers les langues vernaculaires. À la Renaissance, la fonction scientifique et philosophique de la langue commence à décliner, tout comme sa fonction diplomatique. Le latin reste avant tout présent comme langue liturgique et officielle de l'Église catholique . Au XIX siècle, le latin reste une langue privilégiée dans l'enseignement ouest-européen mais n'est guère plus utilisé que par les commentateurs et éditeurs de textes antiques. Au XX siècle, c'est avant tout une langue de culture, qui ne reste pratiquée guère plus que dans l'Église où seuls certains cardinaux et théologiens le parlent réellement. Quelques personnes le pratiquent encore couramment, c'est le « latin vivant ». (fr)
- Il latino è una lingua indoeuropea del gruppo delle lingue italiche, parlata a Roma e nel Lazio almeno dal primo millennio a.C. Il latino acquistò grande importanza con l'espansione dello stato romano e in quanto lingua ufficiale dell'impero si radicò in gran parte dell'Europa e dell'Africa settentrionale. Tutte le lingue romanze discendono dal latino volgare, ma parole di origine latina si trovano spesso anche in molte lingue moderne di altri ceppi: questo perché nel mondo occidentale per più di un millennio il latino fu la lingua franca della cultura, della scienza e dei rapporti internazionali, e come tale influì sulle varie lingue locali. Quando venne meno questa sua funzione, intorno al XVII ed al XVIII secolo, essa fu assunta dalle lingue vive europee del tempo e, in alcuni ambiti letterari e nella diplomazia, dal francese, lingua romanza, che come tale continuò a promuovere le parole di origine latina negli altri idiomi. A partire dagli ultimi decenni del XIX secolo, si andò gradualmente imponendo in Europa e nel mondo l'inglese, lingua di ceppo germanico. Nel frattempo, in seguito alla scoperta dell'America e alla politica coloniale degli stati europei, le lingue dell'Europa occidentale, in cui l'impronta latina era così forte, si erano poi diffuse in gran parte del mondo. La lingua latina si è sviluppata grazie anche al contributo di tutte le lingue dei popoli con cui è entrata in contatto durante l'epoca romana, ed in particolare con gli idiomi italici e con quelli parlati nel Mediterraneo orientale . Attualmente le lingue con maggiore somiglianza al latino sono il sardo per la pronuncia, l'italiano per il lessico, il rumeno per la struttura grammaticale . Il latino ecclesiastico formalmente rimane la lingua della Chiesa cattolica romana ancora oggi ed è la lingua ufficiale della Santa Sede. La Chiesa cattolica ha usato il latino come principale lingua liturgica fino al Concilio Vaticano Secondo. Il latino è usato per designare i nomi nelle classificazioni scientifiche degli esseri viventi. (it)
- ラテン語（ラテンご、ラテン語 : Lingua Latina、リングワ・ラティーナ）とは、インド・ヨーロッパ語族のイタリック語派の言語の一つ。ラテン・ファリスク語群。ローマ帝国の公用語として広く普及し、帝国滅亡後も西ヨーロッパを中心に広く使われた。現在、日常で使われる事は殆ど無くなっているが、今なお専門用語・学術用語の分野では用いられ続けている。 (ja)
- Latijn is een Italische taal oorspronkelijk van de Latijnen, een volk dat vanaf het eerste millennium voor Christus in de streek Latium (het huidige Lazio, Italië) woonden. Het was de stad Rome die na 500 V.C. in dit gebied haar politieke en militaire invloed vergrootte en zo haar taal buiten de stadsgrenzen verspreidde. Rome werd de hoofdstad van het Romeinse Rijk, dat bleef groeien tot het in de tweede eeuw n. Chr. haar grootste omvang bereikte. Het Latijn werd de voertaal in het westelijke deel van dit rijk . (nl)
- Latin er et indoeuropeisk språk i den italiske gruppen. Latin var opprinnelig dialekten i det antikke Latium (Roma med omegn), og var senere dominerende i den vestlige del av Romerriket. Det latinske alfabetet, som ble utviklet fra det greske, er fremdeles verdens mest brukte alfabet. Selv om latin nå er et utdødd språk, har det hatt stor påvirkning på mange levende språk, og brukes fortsatt i akademiske miljøer. Alle romanske språk nedstammer fra vulgærlatin, og mange latinske ord finnes i norsk. I mer enn tusen år var latin et lingua franca i den vestlige verden, før det ble erstattet av fransk på 1700-tallet og engelsk på slutten av 1800-tallet. Kirkelatin er fremdeles det formelle språket i den katolske kirken, og dermed det offisielle språket i Vatikanet. Kirken brukte latin som sitt fremste liturgiske språk inntil Andre Vatikankonsil på 1960-tallet. Latin brukes også til å danne nye vitenskapelige ord og navn, spesielt ved klassifisering av dyr og planter. (no)
- Łacina (łac. lingua Latina, język łaciński) - język indoeuropejski z podgrupy latynofaliskiej języków italskich, wywodzący się z Lacjum, krainy w starożytnej Italii, na północnym skraju której znajduje się Rzym. Łacina była językiem ojczystym Rzymian. Stała się z czasem językiem urzędowym całego Imperium Rzymskiego, wypierając inne wcześniej używane na tym obszarze języki . (pl)
- O latim é uma antiga língua indo-europeiado ramo itálico originalmente falada no Lácio, a região do entorno de Roma. Foi amplamente disseminada, especialmente na Europa, como a língua oficial da República Romana, do Império Romano e, após a conversão deste último ao cristianismo, da Igreja Católica. Através da Igreja, tornou-se a língua dos acadêmicos e filósofos europeus medievais. Por ser uma língua altamente flexiva e sintética, a sua sintaxe (ordem das palavras) é, em alguma medida, variável, se comparada com a de idiomas analíticos como o português, embora em prosa os romanos tendessem a preferir a ordem SOV. A sintaxe é indicada por uma estrutura de afixos ligados a temas. O alfabeto latino, derivado dos alfabetos etrusco e grego, continua a ser o mais amplamente usado no mundo. Embora o latim seja hoje uma língua morta, com poucos falantes fluentes e sem que ninguém o tenha por língua materna, ainda é empregado pela Igreja Católica. Exerceu enorme influência sobre diversas línguas vivas, ao servir de fonte vocabular para a ciência, o mundo acadêmico e o direito. O latim vulgar, um dialeto do latim, é o ancestral das línguas neolatinas; muitas palavras adaptadas do latim foram adotadas por outras línguas modernas, como o inglês. O fato de haver sido a lingua franca do mundo ocidental por mais de mil anos é prova de sua influência. O latim ainda é a língua oficial da Cidade do Vaticano e do Rito Romano da Igreja Católica. Foi a principal língua litúrgica até o Concílio Vaticano Segundo nos anos 1960. O latim clássico, a língua literária do final da República e do início do Império Romano, ainda hoje é ensinado em muitas escolas primárias e secundárias, embora seu papel se tenha reduzido desde o início do século XX. (pt)
- Лати́нский язы́к (лат. lingua latina), или латы́нь, — язык латино-фалискской подгруппы италийских языков индоевропейской языковой семьи. На сегодняшний день это единственный активно употребляемый италийский язык . Латинский язык является одним из наиболее древних письменных индоевропейских языков. В наши дни латинский язык является официальным языком государства Святой Престол, а также Римско-Католической церкви и других католических церквей. Большое количество слов в европейских языках имеют латинское происхождение . Латинский алфавит является основой письменности многих современных языков. (ru)
- Latin är det språk som talades i romerska riket och som under medeltiden och långt fram i nyare tid var dominerande skriftspråk i Europa. De äldsta bevarade inskriptionerna är från 500-talet f.Kr. Latin är ett indoeuropeiskt språk inom språkgruppen italiska språk. Man skiljer på latin och vulgärlatin, det folkliga talspråket i romarriket. Latinet som talspråk dog ut efter romarrikets fall på 400-talet, men användes som vetenskapens internationella skriftspråk och som lingua franca i stora delar av Europa långt fram i tiden. Latin används för vetenskapliga namn på djur, svampar, växter och sjukdomar, inom anatomin och är fortfarande betydelsefullt för att förstå europeisk historia och europeiska språk. Utbildningar i latin finns både på gymnasiet och på universiteten. Vulgärlatinet levde kvar i provinserna i form av olika dialekter. Dessa utvecklades så småningom till distinkta språk, de romanska språken. Latin är idag ett dött språk; trots att människor studerar och lär sig det, finns det ingen som har latin som modersmål. Latin är dock officiellt språk i Vatikanstaten. (sv)
- 拉丁语（Lingua Latīna）與希臘語同為影響歐美學術與宗教最深的語言，屬於印歐語系義大利語族。 (zh)
|
![[RDF Data]](/statics/sw-cube.png)
